Hvem er vi?
Jeg hedder Gitte og er 47 år gammel. Jeg fik en hjerneblødning for snart tre år
siden. Den har begrænset mig meget i min fysiske formåen, og mit syn er
også noget medtaget. Til gengæld er mit sprog og mit hoved ikke så
hårdt ramt.
Jeg var heldig at overleve. Nu gælder det om at få skabt mig selv en hverdag,
der er så god og lykkelig, som det er muligt, med de begrænsninger,
hjerneskaden nu har forårsaget.
Noget af det bedste, jeg har gjort for mig selv, er at blive medlem af Kilden.
Kilden har givet mig et bedre liv. Den har givet mig noget at stå op til. Så
enkelt kan det siges. Jeg elsker at komme her.
Jeg kan ikke selv tage med bus eller tog hertil, som flere andre
hjerneskadede, men må bruge Flex-trafiks kørselsordning for handikappede.
Det er fornemt. Transport fra dør til dør med kørestol og godt selskab til
næsten ingen penge. 104 ture pr år har jeg fået bevilget. Det er en fin ordning.
Helst brugte jeg kørsel dagligt, men to ture om ugen er langt bedre end
ingenting. Så jeg har valgt at køre frem og tilbage til Kilden hver fredag. Det er
ugens bedste dag. Jeg glæder mig hver eneste uge.
Det første, der sker, når jeg kommer, er, at den benhårde Maria tvinger mig til
at gå en bane med stok. 30 meter. Det er langt for mig. Den søde Knud–Erik
har tegnet en bane op, hvor hver femte meter er markeret med skriggul
gaffatape. Så har man styr på distancen. Mit personlige mål for
hver fredag er at tilbagelægge 200 meter til fods, inden jeg bliver hentet om
eftermiddagen. Med Marias pisk og gulerod er det lykkedes de sidste uger.
Efter en kop kaffe og lidt nybagt fredagsmorgenbrød bliver vi udfordret med
fem skarpe spørgsmål i Besserwisser. På en god dag kan vi svare på det
hele, men der er også nogle dage, hvor spørgsmålene simpelt hen er for
mærkelige. Hvem har fx glæde af at vide, hvem der skrev ”Løgneren”? Og kan
man regne med svaret?
Så er vi nået til formiddagens arbejdsopgaver. Man vælger efter lyst og evner.
Nogle sørger for kioskvognen, nogle laver praktisk arbejde, nogle går i
køkkenet og laver de lækreste frokostretter, som i parentes bemærket også
er latterligt billige. Kun 30 kr. pr. mand. Jeg plejer at gå på kontoret og arbejde
på computeren. Jeg glemte alle mine it-færdigheder, da jeg blev skadet, men
de vender tilbage nu. Langsomt, men sikkert.
De der arbejdsrelaterede opgaver, de kan godt synes små og ubetydelige,
hvis man sammenligner dem med det, vi hver især præsterede førhen. Men
altså, lad være at sammenligne. Det giver enormt god selvtillid at løse de
forskellige opgaver og føle, man er til nytte og gør en forskel. Man er ikke
patient. Man er ikke et offer. Man er på arbejde. Det er stort, altså.
Efter lækker frokost og hvil når vi til ugens højdepunkt. I min bog i hvert fald:
Gymnastik. Før min skade var jeg vild med aerobic og lange gåture. Det er
slut med det. Men med Gitte Henningsens og de andre ansattes støtte
gennemfører jeg hver fredag et program, der giver mig sved på panden og
ømme muskler næste dag. Jeg går frem og tilbage til fitnessrummet,
laver bækkenkip og mavebøjninger, strækker ud i min paretiske venstre arm,
arbejder hele kroppen igennem med opmuntrende bemærkninger og ros, når
det er hårdest.
Bagefter får vi kaffe og skriver rapport over dagens gøremål. Det er hyggeligt.
Tonen er afslappet og rar. Kom og vær med til et par prøvedage, kære læser,
hvis du mangler lidt indhold i hverdagen. Du skal være velkommen.
Jørgens historie
Jeg hedder Jørgen og er 64 år gammel. Jeg fik en blodprop i pinsen forrige
år, hvorefter jeg blev lam i venstre side, men gudskelov kan jeg stadig tale,
skrive – og tænke.
Men hverdagen er blevet radikalt anderledes, og det gælder om ikke
at tænke på, hvad der var før, men hvad der sker nu – og have blikket
rettet mod fremtiden, så man ikke drukner i selvmedlidenhed.
Her er Kilden et godt skub i ryggen. Alle medlemmer og hele personalet
giver én selvtillid, og omgangstonen er rå, men hjertelig. Og så er her en
sjælden humor.
Før jeg kom på Kilden, var jeg rædselsslagen for at møde nogen, der var i
min situation. Jeg regnede med, at vi sank hen i fælles selvmedlidenhed.
Men allerede på besøgsdagen fik jeg en fornemmelse af, at Kilden er en
livsbekræftende arbejdsplads med alle typer af mennesker, hvis eneste
fællestræk er, at de i voksenlivet har fået en hjerneskade. At Kilden er en
arbejdsplads, blev jeg hurtigt og kontant belært om, da min kone, som, var
med, spurgte, hvor man så kunne spille kort, og personalerepræsentanten
slog en høj latter op sagde, at det i hvert fald ikke blev her. Så nu glæder
jeg mig til at ”komme på arbejde”. Jeg er på Kilden hver mandag og
fredag, og på den måde får jeg rammet den arbejdsfri weekend ind.
Jeg er så heldig, at min kone kører mig hen og hjem. Andre medlemmer
kommer i taxa eller med handicapkørsel. Vi samles til fælles
morgenkaffe/te, sommetider med frisk, selvbagt brød. Det er en god og
nyttig tradition, for dér får vi fordelt dagens opgaver. Kilden er i
besiddelse af et såkaldt ”smartboard”, som er en hvid tavle, tilknyttet en
computer, og det smarte ved tavlen er, at man med hånden kan flytte rundt
på oplysningerne på tavlen. Man kan også skrive i hånden og med et
enkelt tryk på tavlen få det til at blive trykt tekst. Besøgende bliver altid
imponerede over tavlen, som når vi ikke bruger den, har skiftende fotos af
det alsidige liv på Kilden, som indbefatter udflugter til steder, som
medlemmerne kan få inspiration fra. Til efteråret skal vi således besøge en
søsterinstitution på Bornholm! Om fredagen glæder jeg mig til ”hård”
fysisk træning om eftermiddagen. Det er rigtig godt for en læsehest som
mig.
Hvis beretningen om mit liv på Kilden har vakt din interesse, så kontakt
os. Du kan være sikker på, at også du har noget at byde på til glæde og
opmuntring for dig selv – og for os, der allerede har valgt at ”gå på
arbejde” her.
 For at være medlem på Kilden skal du:
|